top of page

Bedste start i årevis

  • mikslen0
  • 19. aug. 2018
  • 2 min læsning

Marcelo Bielsa har opnået gudestatus i West-Yorkshire efter som den første træner i årevis at have vundet de første fire kampe i sæsonen - heraf tre ligakampe og en enkelt pokalkamp. Leeds United ligger lunt i svinget som det eneste hold med maksimalt mulige point og det har på ny sat gang i forhåbningen om et gensyn med den bedste engelske række, selvom der stadig er mange kampe tilbage.

Han er tro mod sit system, han erkender dets mangler og han ønsker hele tiden at videreudvikle. Det var i korte træk, hvad Pablo Hernandez sagde, da han satte ord på Bielsas taktiske egenskaber. "Det er fedt, at jeg i en alder af 33 år stadig kan lære nye ting," afsluttede Hernandez endvidere sit interview.

Marcelo Bielsa er udadtil en indelukket herre, der hverken taler engelsk eller gør meget andet et at knytte sin næve meget beskedent, når tingene går hans vej under en kamp. Han lader bænken om den passionerede eufori og sidder selv alene på sin kasse tættest på sidelinjen uden sjældent at røre sig ud af flækken. Før- og efterkamps interviews foregår i et afdæmpet tempo med hovedet stirrende ned i bordfladen og en tolk ved sin side. Han svarer langsomt, velovervejet og detaljeret på alle spørgsmål.

Foruden en velsmurt angrebsmaskine, har Bielsa bevist sit øje for at sammensætte et hold med de rigtige spillere. Samuel Saiz er blevet tildelt en central rolle som spilstyrer og Mateusz Klich, der siden sin ankomst til Elland Road nærmest ikke har fået spilletid, er i sin frie midtbanerolle pludselig gået hen og blevet en målfarlig og hårdtarbejdende profil. Hernandez er blevet smidt tilbage på højrekanten og Alioski ud på venstre, mens Kemar Roofe har sat sig trygt, godt og sikkert på den forreste angriberposition, hvor end ikke rekordindkøbet, Patrick Bamford, har formået at tage over.

I bagkæden er der meget succesfuldt blevet eksperimenteret med Kalvin Philips som midterstopper og en fit Pontus Jansson har indtil videre måtte se på fra bænken, hvor Gaetano Berardi senest fik lov til at agere Liams Cooper makker. Barry Douglas har været et noget nært perfekt køb til højrebacken og Luke Ayling er offensiv på venstrebacken som aldrig før.

Bielsa har med andre ord fat i noget af det rigtige, selvom han erkendte de defensive mangler i første halvleg mod Rotherham United, som kunne have haft fatale konsekvenser. Alligevel fulgte Leeds United med en 2-0 sejr op på ydmygelsen af stærke hold som Stoke og Derby, der sammenlagt giver dem makismalt ni point og en målscorer på imponerenende 9-2 i de første tre ligakampe. Aston Villa formåede ikke at drage fordel af en lang overtalssituation mod Ipswich og derfor er Leeds United nu det eneste hold i ligaen, der har vundet alle sine kampe.

Euforien i West-Yorkshire har ingen grænser og selvom starten er god, må vi alligevel huske på, at starten også var god for bare et år siden, hvor Thomas Christiansen holdt Leeds United i toppen af tabellen frem til november, hvor det hele så efterfølgende knækkede sammen. Spørgsmålet er, om Marcelo Bielsa i modsætning til sine forgængere kan holde sin trup på et stabilt niveau over samtlige kampe.


 
 
 

Comentários


bottom of page