Angriberjagt spidser til
- mikslen0
- 28. jul. 2018
- 2 min læsning
Sommerens største spørgsmål efter ansættelsen af Bielsa er endnu ikke blevet besvaret: Hvem bliver Leeds Uniteds frontmand i den kommende sæson? Med lidt over en uge til første sæsonopgør hjemme mod nedrykkerne fra Stoke City, er der specielt to spillere, som fylder overskrifterne.
Derbys Matej Vydra har været rygtet til Leeds længe og han er endda blevet spottet i byen af flere medier. Det forlyder, at Championship-rivalerne er villige til at sælge sidste sæsons Championship-topscorer efter købet af Jack Marriot, som scorede mål på samlebånd i League One i sidste sæson og også har været i Leeds Uniteds søgelys. Problemet ligger i Vydras lønkrav, der eftersigende overstiger det, som Leeds United vil betale for den 26-årige tjekkiske bomber og derfor bliver der nu kigget andre steder.
Middlesbroughs Patrick Bamford lader til at være forholdsvis tæt på et skifte til Leeds United. Det 24-årige tidligere Chelsea-talent scorede tolv mål i 47 kampe i sidste sæson og medierne erfarer, at Middlesbrough har godkendt en pris på den unge angriber, som vil ende på i omegnen af syv millioner britiske pund.
Bamford og Vydra er to navne, som får de fleste Leeds-tilhængere til at slikke sig om munden. Det store spørgsmål er, om Radrizzani har tænkt sig at smide penge nok i kassen til, at begge angribere finder vej til Elland Road, eller om man vælger at gå med den ene fremfor den anden.
Den seneste jubel i West Yorkshire lød tidligere idag, da Leeds United kunne offentliggøre købet af fuld-backen Barry Douglas fra Wolverhampton. Et kvalitetskøb, der pynter på holdkortet. Med en solid angriber eller to ser det for alvor ud til, at Leeds United kan spille med i toppen og denne gang forhåbentlig blive der, når foråret rammer.
コメント