Sidste udkald: Hugill måske på vej
- mikslen0
- 30. jan. 2018
- 1 min læsning
Leeds United rygtes til at være i intense forhandlinger med 25-årige Jordan Hugill fra Preston North End. Angriberen er ikke meldt ude med en skade, men indgår alligevel ikke som en del af Prestons trup til dagens opgør mod Nottingham Forest. Mange tror, han er i Leeds for at snakke kontrakt.
"På trods af fuldstændig upræcise rapporter fra en national avis denne morgen, har vi ikke godkendt en transfer med nogen klub for Jordan Hugill," skriver Preston North End på deres hjemmeside og fortsætter:
"Jordan forbliver på kontrakt i Preston North End Football Club."
Prisen skulle eftersigende have sneget sig op på i omegnen af otte millioner britiske pund. En yderst dyr handel, der vel sagtens vil betyde høje forventninger på Elland Road.
Jordan Hugill har i en længere periode været i Leeds Uniteds søgelys, men de har haft svært ved at rive ham fri fra sin nuværende arbejdsgiver. Leeds-tilhængerne har også haft ham på ønskelisten længe, og det vil glæde de mange fans, hvis klubben formår at købe Hugill i januarvinduets døende minutter.
Klubejer, Andrea Radrizzani, har flere gange udtrykt, at planen er Premier League inden for de næste fem år. Et køb af Hugill vil betyde, at Leeds United går all in allerede nu.
Comments