Leeds United ''marching on" over hele verden
- mikslen0
- 14. sep. 2017
- 2 min læsning
Det er uden tvivl gået bedre end forventet, men en blanding af god boldspil på grønsværen og interessante udenlandske køb, har pludselig gjort, at Leeds United er gået fra at være Englands 'sovende gigant' til en vågen en af slagsen.
Andrea Radrizzani er ikke uintelligent, når det kommer til at styre en fodboldklub, men ansættelsen af Thomas Christiansen var lidt af en lottokupon, som indtil videre har vist sig særdeles brugbar - specielt på det sportslige og dermed kommercielle plan.
I Sverige er man begyndt at dække Pontus Janssons kommentarer, hver gang han udtaler sig på LUTV, og det lader til, at landet mod nord ikke længere har så travlt med at skrive om transferrygter vedrørende deres svenske midterstopper, som i stedet for at rejse fra West Yorkshire har fået selskab af landmanden Pawel Cibicki.
I Tyskland skriver man stadig om den kontroversielle Pierre-Michel Lasogga, der specielt er kendt for sin personlighed og manager-mor i det nordtyske. Han ligner en mand i form og et vigtigt es i ærmet for kampen om oprykning. Felix Wiedwalds skifte bliver også stadig diskuteret heftigt, hvor det lader til, at Werder Bremen må erkende deres fejlbedømmelse af målmandens evner. Tyskerne rynker alt i alt på brynene af Leeds' forunderlige scoops, der har vist lovende takter indtil videre.
Videre til Japan, hvor rygterne om Yosuke Ideguchis skifte til Elland Road har skabt interesse for den hvidklædte traditionsklub i en sådan grad, at der fra spillerens egen side knokles for arbejdstilladelse.
Tilbage til Europa og Catalonien hvor FC Barcelona elsker at tage æren for succes. Thomas Christiansens baggrund som - hovedsageligt - reservespiller i den blaugrana-klædte storklub, har også givet plads til et klap på skulderen hos de catalanske medier, der høster en lille flig af æren for den dansk-spanske træners pludselige succes i det engelske. Og så hjælper det også på historierne, at de to spaniere Pablo Hernandez og Samuel Saiz er blandt de bærende kræfter på holdet.
Og for at det ikke skal være nok, så er Leeds United også blevet 'en ting' i Makedonien, efter købet af Ezgjan Alioski. Inden transfervinduets åbning, er det vel sagtens fair at sige, at Leeds United ikke var en stor ting i Skopje. Men det er de i den grad nu.
Mennesker verden over vil komme i tanke om, at de har det der gamle Leeds-halstørklæde og de tre gamle kamptrøjer liggende i skabet fra det tyvende århundrede, og så vil de ellers efterhånden begynde at røre på sig og være en af hovedårsagerne til Leeds' mulige kommercielle procentstigning.
Men selvom traditionsklubben for tiden har resultaterne med sig, kan meget nå at gå galt. Hvis resultaterne ikke flasker sig på den lange bane vil Leeds United på ny gå i 'glemmebogen' og tilbage i hi som 'den sovende gigant'. Oprykning til Premier League vil for alvor sætte skub i udviklingen, men selvom der er oceaner af lysår til de økonomiske sokkeholdere blandt Englands allerstørste klubber, har Leeds United en traditionsrig historik ud over det sædvanlige, der realistisk set kan føre dem direkte op som et midterhold i Premier League, hvis de i første omgang kan klare udfordringen i Championship.
Commentaires