top of page

Hvem skal erstatte Wood?

  • mikslen0
  • 20. aug. 2017
  • 3 min læsning

Den store newzealænder vil blive savnet på Elland Road og nogle vil måske endda kalde ham uerstattelig. Ikke desto mindre har Leeds United nu fået en stor pose penge, som de kan bruge på at styrke angriberpositionen. Her er et bud på nogle af kandidaterne, som rygtes til klubben:

Ross McCormack

Den 31-årige britte nettede hele 53 gange i 144 kampe for Leeds United inden han blev solgt til Fulham tilbage i 2014, hvor han med 38 mål i 89 kampe smuttede videre til Aston Villa. Her har han med bare tre mål i 20 kampe dog ikke levet op til forventningerne, og derfor tror mange nu på et gensyn med Leeds United. Den nu 31-årige angriber er efterhånden ved at være oppe i alderen, men han er ikke desto mindre af samme statur som Chris Wood, der drager fordel af sin fysik. Leeds United vil håbe, at McCormack på ny kan finde målnæsen frem, selvom flere Leeds-tilhængere giver udtryk for, at de ikke ønsker deres tidligere angriber tilbage til klubben.

Oli McBurnie

Den 21-årige skotte har stadig meget at bevise siden sit skifte fra Bradford til Swansea i 2015. Han er en del af Skotlands ungdomslandshold, men har under to lejeophold i henholdsvis Newport County og Bristol Rovers ikke spillet særlig mange kampe, selvom det i Newport blev til tre mål i tre kampe. McBurnie vil i så fald blive købt til bænken og ikke som en direkte erstatning for Chris Wood.

Jordan Rhodes

Den 27-årige skotske angriber slår til dagligt folderne ud for rivalerne fra Sheffield Wednesday. Hans navn blev for alvor kendt i Huddersfield, hvor han scorede 73 mål i 124 kampe og efterfølgende i Blackburn, hvor han nettede 83 gange i 159 kampe. I 2016 kom angriberen så til Middlesbrough, men det blev for stor en mundfuld, som endte med et lejeophold hos Sheffield Wednesday, der købte Rhodes i år. Rhodes har erfaring med at finde netmaskerne i Championship, men spørgsmålet er, om han kan finde sin gamle form frem igen. Alderen taler for ham i modsætning til en spiller som Ross McCormack.

Jordan Hugill

Prestons 25-årige angriber fandt nettet 13 gange i sidste sæson, hvilket har gjort ham til et transferemne for en klub som Birmingham City. Hugill er af samme statur som Chris Wood, og selvom han endnu ikke har haft en '20-måls-sæson', kan Leeds Uniteds farlige midtane meget vel være det, der hjælper ham på vej til stor succes.

Sam Gallagher

Southamptons 21-årige angriber har endnu ikke slået igennem i Premier League, hvorfor det er blevet til lejeophold i Milton Keynes Dons og Blackburn Rovers. I sidste sæson nettede han 12 gange i 47 kampe. Sam Gallagher vil være et køb til fremtiden og ligesom Oli McBurnie ikke en direkte erstatning for Chris Wood, men Leeds skal handle hurtigt, da klubber som Derby, Aston Villa og Birmingham eftersigende jagter det unge talent.

Nahki Wells

Den 27-årige angriber ser ikke ud til at være en del af David Wagners planer, siden Huddersfield avancerede til Premier League denne sommer. Wells har nettet 45 gange i 144 kampe for 'The Terries' siden sin ankomst dertil tilbage i 2014. Reading skulle eftersigende stå klar i kulissen med 10 millioner britiske pund for angriberen, mens også Birmingham har vist interesse sammen med Leeds.

Caleb Ekuban

Leeds' 22-årige angriber fortjener selvfølgelig også en kommentar. Efter et utal af lejeophold i diverse italienske klubber gik Cheivo Verona med til at sælge deres unge angriber, som allerede har fået en del spilletid af cheftræner Thomas Christiansen i denne sæson. Ekuban måtte udgå fra Sunderland-kampen med en skade, men havde inden sin tur i græsset vist flere gode takter. Han fylder absolut ikke ligeså meget i boksen som Chris Wood, men han er til gengæld en spiller med stor dynamik og god teknik, der heller ikke er bleg for at trække tilbage på banen og deltage i det opbyggende spil.

Kemar Roofe

Den 24-årige britte har allerede spillet i Leeds United i en sæson siden sit skifte fra Oxford United. Roofe er en populær skikkelse på Elland Road, men ikke en spiller der kan gå ind og overtage Woods' rolle som targetman. Han har erfaring som angriber, men er efter sin tid i Leeds United blevet omskolet mere og mere til udelukkende at spille på kanten. Selvom Roofe på papiret er en angriber, kantspiller eller offensiv midtbanemand, må angriberpositionen siges at være der, hvor han egner sig mindst.


 
 
 

Commenti


bottom of page