Rygterne spidser til: Forlader stjernen Elland Road?
- mikslen0
- 14. aug. 2017
- 2 min læsning
Rygterne havde ellers aftaget henover sommeren, men det bud på 12 millioner britiske pund, som Burnley eftersigende har fået afvist denne weekend, har umiddelbart givet rygtebørsen et ekstra skub. Chris Wood ligner en mand, som er på vej væk.
West Bromwich startede før sommeren med at være de største bejlere til deres tidligere angriber. Så meldte West Ham United sig ind i kampen og hurtigt efter blev Everton også nævnt som et seriøst bud. Det fik Leeds-tilhængerne til at bide sig selv i tungen, men henover sommeren har der været utrolig stille, indtil nu.
Burnley fik efter flere engelske mediers overbevisning afvist deres første bud på Leeds Uniteds formstærke bomber, Chris Wood. Nu melder de engelske medier så, at selveste Rafael Benitez, som til dagligt står i spidsen for Newcastle United, også har set sig lun på den store kiwi, hvilket også har fået Swansea på banen som et godt bud på Woods næste arbejdsplads.
Thomas Christiansen meddelte ellers tidligere denne sommer i forbindelse med et muligt salgt af Chris Wood, at man ikke bør sælge ud af sine bedste spillere, hvis man ønsker at opnå noget i denne sæson. Ikke desto mindre erfares det, at Leeds United for tiden er i forhandlinger med tyske Hamburger SV om enten at købe eller leje angriberen Pierre-Michel-Lasogga.
Derudover skulle Christiansen og ledelsen have set sig lun på Leeds' tidligere angriber, Ross McCormack, der til dagligt spiller for Aston Villa, og som Sunderland eftersigende for tiden har svært ved at hente.
Wood-rygterne er ikke så overraskende, men det er spekulationerne om Leeds' interesse i flere forskellige angribere, der har fået medier og fans til gå amok, eftersom det i høj grad peger på stjernens snarlige afgang.
Ikke desto mindre er der for tiden delte meninger hos Leeds-tilhængerne om et salg af Chris Wood. Flere fans mener således, at 12 millioner britiske pund for Chris Wood, vil være mere end rigeligt, mens en ligeså stor del er af den overbevisning, at Leeds United bør kræve mellem 15 og 20 millioner britiske pund, hvis ikke mere, når man tager de resterende angribersalg i betragtning i dette transfervindue.
Et farvel til Chris Wood er i kort forstand ikke noget, der som sådan skræmmer tilhængerne, selvom en Chris Wood i topform, selvfølgelig vil være at foretrække. For hvordan erstatter man lige en spiller, der scorede 27 ligamål i sidste sæson og blev ligaens absolutte topscorer for et hold, der endte som nummer syv?
Comentários