top of page

Monk har fået nyt job

  • mikslen0
  • 12. jun. 2017
  • 2 min læsning

Garry Monk kommer til at stifte bekendtskab med sin tidligere arbejdsgiver, sine tidligere spillere og sine tidligere fans på Elland Road minimum to gange i den kommende sæson.

Den populære skikkelse i West Yorkshire-området har pakket kufferten og er kørt 1½ time nordpå. Her skal han som manager samle stumperne fra Premier League-nedrykkerne i Middlesbrough og forvandle dem til direkte oprykningskandidater i den kommende Championship-sæson.

Monk har tidligere udtalt, at han elskede sin tid i Leeds United, men at han ikke var overbevist over den nye klubejer Andrea Radrizzanis planer og intentioner for den kommende sæson. Meget tyder på, at en 'fesen' et-årig forlængelse, blev dråben, da der umiddelbart ikke er blevet offentliggjort andre detaljer fra møderne mellem klubejeren og den tidligere cheftræner.

Kigger man objektivt på det, giver det god mening, at Monk af personlige årsager foretrækker flere år på en kommende kontrakt. Det afspejler tillid fra ledelsen og hertil, selvfølgelig, økonomiske sikkerhed for hovedpersonen selv i den nærmeste fremtid. Derudover er der forskel på at være 'coach' fremfor 'manager', eftersom trænerrollen hovedsageligt indebærer en spillemæssig håndtering af truppen og begrænset indflydelse på transfermarkedet, mens manager-rollen har mere at skulle have sagt i forbindelse med klubbens samlede forretning.

Det forbliver stadig uvist i forhold til, hvem som skal tage over for Garry Monk på Elland Road. Rygterne går dog på, at ledelsen har skåret potentielle ønskekandidater ned til en fire-mands-liste, hvor Readings Jaap Stam og tidligere Real Betis-træner Víctor Sanchéz skulle være blandt de største ønsker.

Der er ikke desto mindre bred enighed om, at der snart skal til at ske noget, eftersom alle Leeds Uniteds rivaler er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson på alle parametre. For hver dag der går uden en træner, mister Leeds United et lille skridt i forhold til at stå stærkest i den kommende sæson.


 
 
 

Comments


bottom of page