Hvorfor dukker Laudrup pludselig op?
- mikslen0
- 29. maj 2017
- 2 min læsning
Oddset på Michael Laudrup som Leeds Uniteds næste cheftræner falder og falder. Men hvordan kan det være, at en træner som Laudrup der ikke har været på nogle af bookmakernes liste siden Garry Monks exit, pludselig dukker op?
For nogle måneder tilbage valgte klubejer Andrea Radrizzani, Ivan Bravo som Leeds Uniteds nye bestyrelsesformand, og rygtet siger, at Bravo kommer til at have en enormt stor indflydelse på, hvem der skal træde i Monks fodspor i den kommende sæson.
Foruden en fortid i Real Madrid som strategisk chef har Ivan Bravo siden 2011 slået sine folder ud i Qatar som 'General Director of the aspire academy for Sports Excellence'. Og der skulle eftersigende ikke være meget mere i rygterne end, at Bravo og Laudrup har befundet sig i det samme land, og at Bravo derfor må have et kendskab til Michael Laudrups trænergerninger.
Men fansene skal ikke begynde at slikke sig om munden alt for tidligt. Det kan godt være, at Laudrup ligger på tredjepladsen som bookmakernes favorit til at overtage dirigentstokken på Elland Roads grønsværen, men der er et stykke op til de to absolutte favoritter.
Først og fremmest er der Claudio Ranieri, som de fleste fans ikke ønsker til klubben, da de efterspørger noget mere ungt blod og nye tanker, som det var tilfældet med Garry Monk. Ranieri har den fordel, at han er italiener, og det kan virke tiltrækkende for en italiensk klubejer som Andrea Radrizzani. Han har været træner for et utal af klubber, ja ikke mindre end 15 styks siden 1986 foruden en sæson som landstræner for Grækenland. Derudover har han erfaring med både Championship og Premier League. Noget af det der taler imod Laudrup, er blandt andet hans manglende erfaring i Championship, der af de fleste kendetegnes som en liga for sig.
Den absolutte favorit er stadig Aitor Karanka, som har stor erfaring med Championship-fodbold i den øverste del af tabellen med Middlesbrough, som har været hans seneste arbejdsgiver i Premier League. Han har både prøvet at være en del af play-off spillet, for sæsonen efter at rykke direkte op. Derudover har Karanka været assistenttræner for Mourinho i Real Madrid fra 2010 til 2013, og han er stadig kun 40 år gammel, som er en alder, der tiltaler Leeds-tilhængerne. For at det ikke skal være nok, ser det ud til, at Leeds United meget snart henter Victor Orta til klubben som teknisk chef. Victor Orta kommer fra en administrativ stilling i Middlesbrough, som han blev hentet til tilbage i december-måned af lige netop Aitor Karanka.
Man har lov at håbe, men oddsene er ikke desto mindre imod Michael Laudrup, da det er en meget lille forbindelse, som gør, at han har fundet vej til bookmakernes liste.
Comments