top of page

Jansson vil blive i Leeds United

  • mikslen0
  • 27. apr. 2017
  • 2 min læsning

En af sæsonens helt store profiler har efter eget udsagn ikke i sinde at forlade Leeds United til sommer, selvom han er blevet kædet sammen med flere prominente Premier Leauge-navne det seneste stykke tid.

Svenske Pontus Jansson blev på et pressemøde spurgt, om han er at finde i Leeds United til næste sæson, hvortil han svarede: "100 procent. Min fremtid er hos Leeds, selvfølgelig. Jeg er stolt af at være her. Du kan se, hvor glad jeg er for at spille her."

Svenske medier har ellers berettet, at hold som Chelsea, Tottenham og Liverpool skulle være interesserede i den 26-årige midterstopper. Den mest seriøse interesse er dog kommet fra Southampton, der efter alt at bedømme skal på udkig efter en erstatning i midterforsvaret til sommer, når Virgil van Dijk formentlig bliver solgt. De større klubbers interesse bunder i, at de mangler bænkevarmere, som kan tage over, når førsteholdskæden har brug for pause.

Pontus Jansson ligner dog umiddelbart en spiller, der vægter spilletid højt, hvortil en plads på bænken ikke kan friste, selvom det kan blive for et af de helt store europæiske hold. Derfor er Southampton interessant, da Jansson potentielt set kan blive hentet til det sydlige England som en direkte erstatning i startopstillingen.

Manglende spilletid har der været masser af for den svenske forsvarsklippe, da han spillede i Torino og aldrig for alvor fik chancen for at bevise sit værd. Garry Monk hentede svenskeren til Elland Road på en lejekontrakt med en klausul om at gøre aftalen permanent, hvis Jansson spillede et bestemt antal kampe for Leeds United. Det skete i januar, hvor ledelsen ikke tøvede længe med at stikke Jansson en tre-årig aftale, som træder i kraft til sommer, når hans egentlige lejeaftale udløber. Dengang lød spillerens værdi på i omegnen af 35 millioner kroner, men det skulle eftersigende været steget til svimlende 100 millioner kroner.

Det bliver spændende at se, om klubejer Andrea Radrizzani har planer om at indløse den økonomiske gevinst til sommer for stjerner som Wood, Jansson og Vieira fremfor at satse på oprykning og dermed forsøge at beholde sine profiler.


 
 
 

Comments


bottom of page