Monk rygtes væk fra Elland Road
- mikslen0
- 25. apr. 2017
- 1 min læsning
Det skulle jo ske på et tidspunkt, og nu er de første rygter om Garry Monks fremtid altså begyndt at florere på nettet. Fanfavoritten rygtes væk til en Championship-klub, der ikke har tænkt sig at blive hængende i den næstbedste række meget længe.
Det lykkedes ikke for Norwich City at rykke direkte tilbage i Premier League, ligesom det var tilfældet med Newcastle United. 'Kanariefuglene' har lige fået ansat en ny fodbold-direktør ved navn Stuart Webber, der eftersigende har Garry Monk øverst på sin liste over foretrukne trænere til den kommende sæson.
Fansene på Elland Road er efterhånden vandt til, at klubben træffer dårlige beslutninger til højre og venstre, siden det gik helt galt for efterhånden mange år tilbage. De ser ikke desto mindre et eventuelt farvel til deres nuværende cheftræner som den største bummert i nyere tid, hvis det bliver en realitet.
Hele staben omkring Leeds United inklusiv Garry Monk har været meget tavse, når det kommer til spekulationerne om trænerens fremtidige karriere. Der er slet ingen tvivl om, at Monk er en eftertragtet herre efter denne sæsons præstationer, og derfor bør de italienske ejere efter alles overbevisning tilbyde Monk det, han vil have, så de kan fortsætte med at presse på for oprykning.
Comments