top of page

Leeds-profiler eftertragtet i Europa

  • mikslen0
  • 17. apr. 2017
  • 2 min læsning

Transfervinduet er lige rundt om hjørnet, og Leeds United er et af de hold, som kan stå til at miste nogle af sæsonens helt store profiler til klubber, som kan lokke med flere penge og fodbold i en større liga.

Burnley har tilkendegivet deres interesse i Kyle Bartley som erstatning for Michael Keane, der er eftertragtet af klubber som Manchester United, Liverpool, Everton og Chelsea. Direktionen på Turf Moor frygter, at deres 24-årige forsvarstalent vil være fortid til sommer, og øverst på deres ønskeliste står Leeds’ 25-årige Kyle Bartley, der har genfundet sin karriere under Garry Monks vinger på Elland Road. Bartley er lejet ud til Leeds frem til sommer og han har kontrakt i Swansea til og med sommeren 2018. Derfor vil det være op til både Swansea og Bartley, hvor den 1,94 meter høje bagkædemand fortsætter sin karriere, når lejekontrakten med Leeds United udløber.

Chris Wood er med sine mange mål en eftertragtet herre i flere klubber. Merseyside-klubben Everton er for tiden indehaver af Premier League-topscoreren Romelu Lukaku, som ikke har ønsket at forlænge sin kontrakt. Derfor er der meget, som peger på et sommerskifte, og her skulle Everton eftersigende have et stort ønske om at udskifte en Premier League-topscorer med en Championship-topscorer. Ligheden mellem de to spillere er også svær at argumentere imod, og selvom Wood har kontrakt med Leeds United frem til sommeren 2019, vil en stor pose penge muligvis åbne vejen for et skifte. Herudover har West Ham United udtrykt et stort ønske om at hente den selvsamme spiller til London.

Ronaldo Vieira er kun 18 år gammel, men han har fremvist et enormt stort potentiale på midtbanen, hvor Garry Monk gang på gang har givet ham chancen. I tyske RB Leipzig, som for tiden er indehaver af Bundesligaens andenplads, har man en midtbanespiller ved navn Naby Keita, hvor klubber som Tottenham, Arsenal og Liverpool står klar i kulissen til at sikre sig det 22-årige midtbanetalent. Hvis denne handel bliver en realitet, skulle Leipzig eftersigende have rettet kikkerten mod Leeds’ Ronaldo Vieira som en fremtidserstatning på midtbanen.

Pontus Jansson har skrevet under på en tre-årig aftale med Leeds United, men der er stor interesse at finde i det sydengelske, hvor Southampton eftersigende har svenskeren øverst på sin ønskeliste. ‘The Saints’ forventer at modtage store bud på deres hollandske bagkædemand Virgil van Dijk, som vil være svær at holde på, og derfor ønsker de en ligeså stor fighter som erstatning. Leeds kan vælge at takke nej til ethvert tilbud, men spørgsmålet er, om pengene vil lokke, og om Pontus Jansson vil presse på for et skifte.

Garry Monk er den sidste mand, som finder plads til denne liste. Succestræneren har leveret en præstation udover det sædvanlige ved mere eller mindre at sammensætte sit eget hold og føre dem til tops i Championship med lidt taktisk snilde. Ikke desto mindre har han afvist at snakke kontraktforlængelse og spørgsmålet er, om han allerede har modtaget et bedre tilbud for fremtiden, eller om han går og venter på et.

Når alt kommer til alt vil oprykning til Premier League gøre det muligt for Leeds United at holde på flere af deres profiler. Endnu en sæson i Championship vil til gengæld gøre det svært at holde på dem alle.


 
 
 

Comments


bottom of page